Et rap over nallerne
Du har sikkert prøvet det: en tør vinterdag rører du ved et dørhåndtag – og får et rap af statisk elektricitet over nallerne. Den gnist er lige så harmløs som ubehagelig i din hverdag, men i en produktionshal med fint støv kan den være nok til at udløse en eksplosion.
Netop derfor handler ATEX-sikkerhed ikke kun om filtre, motorer og zoner – men om noget mere grundlæggende: kan den elektriske ladning løbe væk?
Vi kan spørge George Ohm
Hvad er en Ohm – og hvorfor fandt Georg Ohm på det?
I begyndelsen af 1800-tallet stod forskere med et problem: De kunne lave gnister og få lamper til at lyse, men de kunne ikke forudsige, hvordan elektriciteten bevægede sig. Hvor løb den let – og hvor blev den stoppet?
Georg Ohm fandt svaret. Han viste gennem sin forskning, at man kan forstå elektricitet som et kredsløb med tre enkle begreber:
- Spænding er som trykket i en vandhane – hvor hårdt vandet (eller ladningen) bliver presset frem.
- Strøm er selve vandet, der løber i røret – mængden af elektricitet, der bevæger sig.
- Modstand er røret selv – er det bredt og glat, løber vandet nemt; er det smalt eller fyldt med forhindringer, bliver strømmen bremset.
- For at gøre det målbart indførte han en enhed: Ohm (Ω). Den fortæller os, hvor stor modstand en forbindelse giver elektriciteten.
Og hvad har det med ATEX at gøre?
Det er præcis det samme princip, vi bruger i dag når vi arbejder med ATEX:
- Er modstanden lav, kan den statiske elektricitet ledes væk til jord – altså bygningens fælles elektriske nulpunkt, hvor alt overskud kan forsvinde uden at gøre skade. (Ikke jord fra haven – men det “jordspyd” og de ledninger, som elektrikerne har lagt ned i jorden for at forbinde bygningens installationer til naturens store lager af elektrisk balance).
- Er modstanden høj, kan ladningen ikke løbe væk. Den bliver hængende i metallet, plasten eller støvet – indtil den pludselig springer over som en gnist. En gnist er bare den samme elektricitet, der finder en hurtig genvej gennem luften, når den har bygget sig nok op.
Jordforbindelse i praksis
En grøn-gul ledning i chassiset betyder intet, hvis du ikke kan måle, at der er lav modstand hele vejen gennem systemet.
ATEX-standarderne er klare på dette område:
- EN 60079-32-2 kræver, at jordforbindelsen har en samlet modstand
- EN 17348:2022 kræver, at dele i direkte kontakt med støvstrømmen – fx slanger og filtre – har en modstand på < 10⁸ Ω.
Det handler ikke om ledninger på papiret, men om reel elektrisk sammenhæng, så der er ubrudt forbindelse hele vejen fra motorhus, hjul og slanger ud til jord.
Potentialudligning – og hvorfor det ikke er nok
Potentialudligning betyder, at alle metaldele har samme elektriske spænding – som om de stod side om side på samme trin på en trappe. Så kan elektricitet ikke hoppe “ned” og skabe gnister. Men det fjerner ikke ladningen: uden en lavmodstandsvej til jord bliver ladningen stående og kan springe over i luften som en gnist.
Typiske fejl og myter
“Der er en jordledning – så er vi sikre”
Nej, kun hvis modstanden kan måles lav nok. Maling, rust eller plast kan bryde forbindelsen.
“Slanger er bare plastik – det går nok”
Nej, isolerende slanger (almindelig plast uden ledende materiale) kan opbygge ladning. Brug slanger med indlagt metaltråd eller ledende plast, så modstanden er lav nok.
“Zone 22 er ikke farlig”
Selv et tyndt støvlag – ikke tykkere end at du kan skrive dit navn i det – kan antændes af en statisk gnist.
Når statisk elektricitet starter eksplosionen
Statisk elektricitet er dokumenteret som eneste tændkilde i adskillige hændelser:
- En operatør tippede pulver fra en plasthylster over i en metalbeholder. Den statiske ladning på hylsteret gav en gnist ved kontakt og antændte en støvsky. (Kilde: chemicalukexpo.com)
- En historisk hændelse fra 1785 i Giacomelli’s Bakery viser en tidlig dokumenteret eksplosionsårsag – statisk ladning antænder melstøv. (Kilde: newson-gale.com)
- Ifølge HSE (UK) kan selv små gnister fra statisk elektricitet antænde eksplosive støvblandinger. (Kilde: hse.gov.uk)
- NFPA’s analyse af hændelser 2010–2020 viser, at statisk elektricitet ofte er en mistænkt tændkilde. (Kilde: kclpure.kcl.ac.uk)
Sådan måler du
Det kræver ikke laboratorieudstyr at måle – et almindeligt digitalt multimeter eller en jordmodstandsmåler er nok. Det vigtige er, at instrumentet kan måle op til mindst 10 MΩ.
1. Tilslut den ene ledning til jordterminalen på chassiset.
2. Tilslut den anden til det punkt, du vil teste – fx et hjul, motorhus eller slange.
3. Mål modstanden. Værdien skal være under 10⁶ Ω.
Eksempel:
- Motorhus → jord: 0,3 kΩ → godkendt
- Slange → jord: 5,4 MΩ → ikke godkendt
Målingerne bør dokumenteres i en log – med dato, sted og resultat.
FAQ – de tre mest stillede spørgsmål
Hvor ofte skal jeg måle?
Efter risikovurdering – typisk årligt eller efter service/udskiftning.
Hvordan dokumenterer jeg?
Skriv måleværdierne ned og gem dem sammen med ATEX-dokumentationen.
Hvad hvis værdien er for høj?
Så er udstyret ikke sikkert i ATEX-zoner. Det må ikke bruges, før fejlen er udbedret.
Hvilket instrument skal jeg bruge?
Et kalibreret multimeter eller en jordmodstandsmåler, afhængigt af virksomhedens procedurer.
Hvem må udføre målingen?
Enhver med kendskab til udstyret kan gøre det, men dokumentationen bør føres af den ansvarlige for ATEX.
Skal jeg måle både slanger og mundstykker?
Ja – alle dele, der kan komme i kontakt med støvstrømmen, skal testes.
Så kom du i mål
Georg Ohm gav os en simpel indsigt for næsten 200 år siden: Høj modstand = dårlig forbindelse. Lav modstand = sikker afledning.
I dag er det forskellen mellem en ufarlig støvsugning – og en potentiel eksplosion.
Når du kender din Ohm, kender du din ATEX-risiko. Og når du kan dokumentere den, kan du drive en sikker proces.din risiko.
May 2025
Thomas Lyngskjold
