Inert vs ATEX

Forskellen mellem kontrol og katastrofe

Arbejder du med ledende, brændbart eller selvantændeligt støv? Så vil en almindelig ATEX-støvsuger i mange tilfælde ikke være tilstrækkelig til at håndtere alle risici.

I mange processer – især hvor der håndteres reaktivt metalpulver, krudtstøv eller litiumstøv – vil en inert støvsuger efter en konservativ risikovurdering ofte være den eneste realistiske måde at neutralisere risikoen og reducere sandsynligheden for en eksplosionsfarlig atmosfære. Uden inert teknologi kan en ATEX-certificering i praksis blive til falsk tryghed, hvor støvet stadig kan udvikle sig til livsfarlige hændelser.

Gå denne artikel med livrem og seler? Lad os kigge på problematikken sammen.

Inert teknologi – baggrunden

Ordet inert kommer fra latin “iners”, der betyder “uvirksom, træg”. I kemi betyder inert, at et stof ikke reagerer kemisk. Og det er præcis det, inert teknologi søger at gøre ved farligt støv: gøre det uvirksomt.

I en inert støvsuger ledes støv og partikler direkte ind i et væskebad – typisk vand eller olie – hvor støvet omsluttes og neutraliseres, så det ikke længere let kan antændes eller eksplodere. Forskellen fra en almindelig industristøvsuger eller ATEX-støvsuger er enkel: I en almindelig støvsuger står beholderen typisk tom, indtil man begynder at suge. I en inert støvsuger er beholderen allerede fyldt med væske, inden arbejdet starter. Alt det farlige støv, der suges op, ender i væskebadet, hvor det gøres uvirksomt eller neutraliseres.

Væsken fungerer ikke som et almindeligt filter, der blot tilbageholder støvet mekanisk. I stedet omslutter og dæmper den støvet, så det bliver vanskeligere at reagere med ilt eller udvikle kritisk varme. Vand bruges typisk til materialer som aluminiumstøv og magnesiumstøv. Olie anvendes, hvor vand enten kan reagere uheldigt med støvet – som ved litiumstøv – eller hvor der er risiko for, at fordampning kan gøre støvet aktivt igen, som ved krudtstøv.

En teknologi med rødder i 1970’erne

Metoden er ikke ny. Væskebade til sikker opsamling af reaktive metaller som aluminium, magnesium, titan og zirkonium har i årtier været anvendt i metal- og forsvarsindustrien. Disse materialer har meget lave tændingsenergier og høj risiko for selvantændelse – netop den type brændbart metalstøv, hvor en traditionel tør eller almindelig ATEX-støvsuger ikke nødvendigvis giver tilstrækkelig sikkerhed.

Praksis omkring “immersion separators” er for år tilbage blevet anerkendt som best practice i USA og beskrevet i NFPA 484: Standard for Combustible Metals, som i starten af det nye årtusinde samlede krav og retningslinjer for håndtering af brændbare metaller, herunder brug af væskebaserede separatorer. Producenter som Tiger‑Vac og Delfin har i mange år udviklet wet mix- og inert-separatorer, som i dag er udbredt standardudstyr i risikobrancher, hvor man arbejder med brændbart og selvantændeligt metalstøv.

Nu også europæisk standard – EN 17348 og IEC 60335-2-69

Det nye i Europa er, at standarden EN 17348:2022 placerer væske baserede “wet type dust collectors” i en officiel europæisk ramme. Standarden specificerer krav til design, konstruktion, prøvning og mærkning af håndholdte, transportable og mobile støvsugere til brug i potentielt eksplosive atmosfærer (ATEX) og introducerer bl.a. opdelingen i dry type, wet type og liquid collectors. Inert teknologi hører typisk til under wet type – her ledes støvet ned i et væskebad, som reducerer risikoen.

Dermed er inert støvsugerløsninger for første gang tydeligt beskrevet i en harmoniseret europæisk standard – ikke som en niche, men som en anerkendt metode, som i praksis er nødvendig i brancher med reaktive eller selvantændelige støvtyper, hvis man vil leve op til gældende sikkerhedsstandarder og en forsigtig risikovurdering.

Udover EN 17348 er IEC 60335‑2‑69:2021 blevet udvidet med klassifikationen ACD, som dækker støvsugere til opsamling af brændbart støv i områder, hvor risikovurderingen ikke giver anledning til ATEX-zoneinddeling. ACD er indført for at adressere de mange applikationer, hvor der findes brændbart støv i processen, men ingen eksplosiv atmosfære, og hvor der tidligere har manglet klare krav til støvsugerne.

Dermed supplerer EN 17348 og ACD hinanden: EN 17348 beskriver kravene til støvsugere i eksplosionsfarlige atmosfærer, herunder wet type-løsninger, mens ACD fastlægger kravene i ikke‑ATEX‑områder med brændbart støv. Tilsammen giver ATEX, ACD og EN 17348 en samlet ramme for risikobilledet – fra eksplosionsfarlige atmosfærer til brændbart støv, der ikke danner eksplosiv atmosfære.

Konklusionen kan formuleres sådan: En ATEX‑støvsuger beskytter primært mod antændelseskilder i en eksplosiv atmosfære. En ACD‑klassificeret støvsuger dækker brændbart støv i ikke‑ATEX‑miljøer. Og en inert støvsuger neutraliserer selve materialet, når støvet i sig selv er reaktivt, selvantændeligt eller elektrisk ledende, og risikovurderingen derfor peger på, at tør opsamling ikke er tilstrækkelig.

Hvilke stoffer er der tale om?

Ikke alt støv er lige farligt. Nogle partikler lægger sig tungt og relativt ufarligt i bunden af en beholder. Andre kan eksplodere eller selvantænde, bare fordi de møder en gnist, lidt fugt eller kontakt med luft. Det er sidstnævnte kategori, inert teknologi er udviklet til.

Aluminiumstøv og magnesiumstøv er klassiske eksempler. To letmetaller, som er helt uundværlige i luftfart og automotive. Når de bearbejdes, frigives et fint, sølvgråt støv, som kan selvantænde ved meget små energier. Derfor har netop disse metaller historisk været drivkraften bag udviklingen af inert støvsuger‑teknologi. Det samme gælder titan og zirkonium, som bruges i højteknologiske processer, men som kan blive meget risikofyldte, når de findes som fint metalpulver.

Men det stopper ikke ved metallerne. Også andre ledende materialer kan skabe problemer. Grafit og kulstøv hvirvler let op og kan danne støvskyer, der både leder strøm og kan skabe en eksplosiv atmosfære, hvis de møder en antændelseskilde. Sådanne stoffer findes især i kemi‑ og farmaceutisk produktion og i dele af energisektoren, hvor sikkerhedskravene er skærpede.

Og så er der de stoffer, der går skridtet videre – de selvantændelige. Krudt er et velkendt eksempel, især på skydebaner, hvor krudtstøv kan samle sig i revner og sprækker og senere blusse op. Litium er et andet materiale: uundgåeligt i batteriindustrien, men i støvform så reaktivt, at vand kan gøre mere skade end gavn. Også i laboratorier og farmaceutisk produktion møder man stoffer, der kan antænde spontant, blot fordi de kommer i kontakt med luft eller fugt.

Fælles for disse materialer er en ekstremt lav Minimum Ignition Energy (MIE) – den mindste energimængde, der skal til for at antænde støvet. For at sætte det i perspektiv: at gå hen over et gulvtæppe genererer 10-25 mJ. Det lyder ufarligt, men fint titanstøv kan antændes ved under 10 mJ, og visse metalstøvtyper har MIE-værdier så lave, at selv den statiske elektricitet fra en berøring er nok. Flere af materialerne er direkte pyroforiske og antændes spontant ved kontakt med luft eller fugt. Derfor er inert teknologi ikke bare et ekstra sikkerhedslag, men i mange tilfælde den mest realistiske måde at neutralisere materialet på.

Hvornår er en inert støvsuger nødvendig – og hvornår er ATEX eller ACD nok?

Mange spørger med rette, hvornår en “almindelig” ATEX‑støvsuger er tilstrækkelig, hvornår ACD‑klassen er relevant, og hvornår processen bør have en inert støvsuger. Den vigtigste forskel ligger i, om risikoen primært kommer fra omgivelserne (eksplosiv atmosfære) eller fra selve materialet (reaktivt støv).

En eksplosiv atmosfære opstår, når brændbart støv hvirvles op i luften i tilstrækkelig koncentration til at kunne antændes. Brændbart støv, der ligger stille eller kun findes i lave koncentrationer, er ikke eksplosivt – men det kan stadig udgøre en brandrisiko.

Inert støvsuger er typisk relevant, når:

• støvet er selvantændeligt (krudt, litium, visse reaktive metaller)
• støvet har meget lav MIE og kan antændes af statisk elektricitet eller mindre energier
• støvet er elektrisk ledende (fx aluminium, magnesium, titan, grafit, kul)
• der ikke blot er risiko fra en eksplosiv atmosfære, men væsentlig risiko knyttet til selve støvet

I disse tilfælde vil hverken ATEX eller ACD i sig selv normalt være tilstrækkeligt, fordi risikovurderingen ofte viser, at støvet bør neutraliseres i væske for at opnå et passende sikkerhedsniveau.

ATEX‑støvsuger vurderes typisk tilstrækkelig, når:

• der kan dannes en eksplosiv atmosfære med brændbart støv i luften
• støvet har “normale” tændingsenergier
• området er klassificeret som ATEX zone 21 eller 22, og materialet ikke har særlige reaktive egenskaber

Her handler sikkerheden primært om at eliminere antændelseskilder – ikke om at ændre støvets kemi.

ACD‑støvsuger vurderes typisk tilstrækkelig, når:

• der håndteres brændbart støv, men der ikke foreligger eksplosiv atmosfære
• processen er indkapslet, eller støvet kun i begrænset omfang er luftbåret (fx visse 3D‑printere, laboratorier, pharma)
• der er behov for dokumenteret sikker opsamling uden ATEX‑klassifikation

Kort fortalt:

• ATEX bruges ved eksplosiv atmosfære
• ACD bruges ved brændbart støv uden eksplosiv atmosfære
• Inert teknologi bruges, når støvet i sig selv er så reaktivt eller ledende, at tør opsamling ikke anses for tilstrækkelig

Brancher hvor en inert støvsuger er særlig relevant

Når man ser på materialerne, bliver det hurtigt tydeligt, hvilke brancher der står med de største risici – og dermed det største behov for inert teknologi og inert støvsugere.

Forsvarssektoren er et oplagt eksempel. Her håndteres krudt og pyroeffekter hver dag, og selv små rester af krudtstøv kan udgøre en alvorlig risiko. På skydebaner kan krudtstøv samle sig over tid, og uden neutralisering i væske kan det pludselig blusse op, længe efter at skydningen er slut. Her vil en inert støvsuger til krudtstøv typisk være langt mere sikker end en almindelig tør ATEX‑støvsuger.

I luftfart og automotive er udfordringen en anden, men lige så alvorlig. Aluminium og magnesium er uundværlige materialer, når der skal bygges let og stærkt. Men når de slibes, skæres eller fræses, frigives fint metalstøv, som kan selvantænde ved små gnister. Derfor vil inert støvsuger til metalstøv i mange tilfælde være den mest robuste løsning – særligt i eller tæt på ATEX zone 20.

Batteriindustrien er i dag et af de hurtigst voksende områder, hvor inert støvsuger er på vej til at blive standardløsning. Litium er fundamentet i moderne batterier, men i støvform er det ekstremt reaktivt. Vand kan få litiumstøv til at reagere voldsomt, og derfor anbefales næsten altid oliebaserede inert‑bade i produktions- og genbrugsanlæg.

Også 3D‑print har de senere år vist sig som en risikobranche. Metalpulver er kernen i additive processer, men kræver sikker opsamling både under og efter print. Her bør inert støvsugersystemer ofte indgå som en del af sikkerhedsproceduren – særligt når der arbejdes med brændbart metalpulver med lav tændingsenergi.

I semiconductor‑industrien møder man lignende udfordringer. Produktion af wafers og avancerede mikrochips involverer fine, reaktive pulvere som litium, tantal eller visse siliciumforbindelser. Selv små mængder støv kan skabe betydelige risici i renrumsproduktion. Inert væskebade og korrekt dimensionerede støvsugersystemer bruges her for at undgå, at støvet bliver en antændelseskilde i et miljø med meget lav fejlmargin.

Endelig ser man de samme problemstillinger i kemi‑ og farmaceutisk industri. Små mængder af selvantændelige reagenser eller ledende støv kan være nok til at skabe en eksplosiv atmosfære. I sådanne miljøer vil en korrekt valgt ATEX‑støvsuger ofte være nødvendig til meget brændbart støv – men ved særligt reaktive, ledende eller selvantændelige stoffer vil en inert støvsuger ofte være den løsning, som en forsigtig risikovurdering peger på for at undgå falsk tryghed.

ATEX og de nye standarder – hvorfor inert er blevet vigtigere

Som nævnt var USA tidligt ude med at regulere området. Allerede i 1990’erne blev inert teknologi omtalt i NFPA 484: Standard for Combustible Metals, hvor “immersion separators” beskrives som en af de centrale løsninger til håndtering af visse metalpulvere. Det gav amerikanske producenter og myndigheder klare retningslinjer for, hvornår og hvordan reaktive metaller bør neutraliseres i væske.

I Europa måtte vi vente længere på samme grad af klarhed. ATEX‑direktiverne satte ganske vist rammen for udstyr i eksplosionsfarlige områder, men uden at gå i detaljer med inert opsamling. Virksomheder kunne derfor være fuldt ATEX‑certificerede og alligevel stå med en rest‑risiko, hvis de håndterede metaller eller stoffer, der i praksis kræver neutralisering i væske for at nå et passende sikkerhedsniveau.

Med EN 17348:2022, harmoniseret under Maskindirektivet, er væskebaserede støvsugerløsninger nu tydeligt forankret i en europæisk standard. Det giver virksomheder et klarere grundlag for at vælge udstyr ud fra det konkrete materiale og den faktiske risiko – ikke kun ud fra, om der står “ATEX” på støvsugeren.

Regulatorisk sikkerhed og certificering

Når man arbejder med støv, der kan selvantænde eller lede strøm, er certificering ikke bare en formalitet – det er dokumentationen for, at udstyret er vurderet som egnet til de pågældende risici.

Det er ikke selve væskebadet, der certificeres, men hele støvsugeren – beholder, separator, filtre, motor og konstruktion. For ATEX-udstyr til zone 20 eller zone 21 testes og vurderes maskinen af et notificeret organ som IMQ, LCIE eller RINA. Resultatet fremgår af typeskiltet, fx mærkningen II 1/2D Ex h IIIC T80 °C Da/Db – som fortæller, at støvsugeren er dokumenteret egnet både indvendigt (zone 20-forhold) og udvendigt (zone 21/22).

For zone 22-udstyr kan producenten selv foretage overensstemmelsesvurderingen via modul A – intern produktionskontrol. Det kræver ikke et notificeret organ. Det samme gælder ACD-klassificeret udstyr, hvor producenten selv dokumenterer overholdelse af IEC 60335-2-69.

Så hvad giver reelt den bedste beskyttelse?

Juridisk set er producentens egen vurdering tilstrækkelig for zone 22 og ACD. Men der er forskel på, hvad loven kræver, og hvad der giver størst sikkerhed i praksis.

Når et notificeret organ er involveret, har en uafhængig tredjepart gennemgået konstruktion, dokumentation og testresultater. Det betyder ikke, at producentvurderet udstyr er usikkert – men det betyder, at ansvaret for vurderingen ligger et andet sted. Nogle producenter vælger frivilligt at involvere et notificeret organ, også når de ikke er forpligtet til det, netop fordi det giver en ekstern validering af deres arbejde.

For brugeren er det værd at spørge: Er udstyret vurderet af producenten selv eller af en uafhængig part? Og matcher mærkningen den faktiske risiko i min applikation – ikke bare zonen, men også materialets egenskaber?

Et Ex-logo fortæller, at udstyret opfylder nogle krav. Men det fortæller ikke i sig selv, om kravene passer til din risiko. Derfor er mærkningen på typeskiltet vigtigere end logoet på brochuren.

Produkttyper og opbygning

Valget af inert støvsuger afhænger af, hvad der skal opsamles, hvor meget, og i hvilket miljø. Der findes flere varianter – og forskellen handler ikke kun om størrelse, men om drivkraft, ydeevne og hvilke zoner udstyret er egnet til.

De mest udbredte er de elektriske modeller. De er kompakte, mobile enheder i malet eller rustfrit stål, typisk med en beholderkapacitet på 20–100 liter. De bruges, hvor der er almindelig el-tilslutning, og hvor fleksibilitet er vigtig – fx i pharma, kemi, laboratorier og 3D-print.

Til tungere opgaver anvendes ofte luftdrevne modeller. Med dobbelte Venturi-sugeenheder kan de levere højere undertryk og luftflow end mange elektriske modeller og har samtidig færre bevægelige sliddele. Det giver høj ydeevne og lang levetid – egenskaber, der gør dem velegnede i krævende miljøer, hvor driftssikkerhed er afgørende, og hvor der ofte arbejdes i eller tæt på ATEX zone 20.

Fælles for begge typer er, at de typisk kombinerer antistatisk primærfilter med HEPA H14-filtrering (ca. 99,995% effektivitet) og en væskekapacitet tilpasset proceskravene. Når de er korrekt dokumenteret og mærket, kan de bruges til brændbart metalstøv, selvantændeligt støv og elektrisk ledende støv i både ATEX- og ACD-områder.

Sikkerhedsdesigns i væskebadet

Selvom grundprincippet er det samme – at neutralisere støvet i væske – findes der flere sikkerhedsdesigns afhængigt af proces, materiale og driftsmiljø.

De enkleste modeller bruger manuel tømning, hvor væsken og slammet udskiftes efter behov. Mere avancerede systemer kan være selvtømmende og udstyret med slamfiltre, der reducerer mængden af partikler i væsken og forlænger serviceintervallerne.

I miljøer med store mængder reaktivt støv benyttes ofte anti-overflow-designs og niveausensorer, som forhindrer, at væskebadet løber over eller bliver for lavt. Det bidrager både til driftsstabilitet og til, at neutraliseringen forbliver effektiv.

En praktisk løsning, som Tiger-Vac har udviklet til deres Mini Immersion-modeller, er en statisk ledende opsamlingspose, der placeres i væsketanken og fastholdes af en metalbeslag. Posen kobles direkte til sugerøret, så støvet ledes ned i posen, mens det stadig neutraliseres i væskebadet omkring den. Ved tømning kan hele posen løftes ud med indhold og væske – en hurtigere og renere proces end at tømme tanken manuelt. Fordi posen er statisk ledende, opbygger den ikke ladning, hvilket er afgørende i eksplosive miljøer.

Disse features ændrer ikke ved princippet bag inert opsamling, men kan være afgørende i processer med høj belastning eller kontinuerlig drift.

Vejen til inert teknologi

Vejen til inert teknologi starter sjældent med at vælge et produkt i en katalogside. Den starter typisk med en erkendelse: “Vores ATEX-certificering dækker ikke alle de risici, vi faktisk har.”

Første skridt er derfor en teknisk gennemgang af processen: Hvilke støvtyper genereres, og i hvilke mængder? Er støvet almindeligt brændbart, eller har det reaktive eller selvantændelige egenskaber som aluminiumstøv, magnesiumstøv, titan, zirkonium, litiumstøv eller krudtstøv? Hvor i processen kan støvet blive luftbåret? Og er der tale om et ATEX-miljø, et ACD-miljø eller et materiale, hvor en inert løsning bør overvejes?

Når materialet og risikoprofilen er klarlagt, kan løsningen designes. Her handler det ikke blot om at vælge “en støvsuger”, men om at sikre, at hele opsamlingssystemet er tænkt ind i processen: placering af udstyr, dimensionering af væskebad og filtrering, valg af beholdermateriale, korrekt potentialudligning, slangevalg, arbejdsgange, udskiftningsrutiner og dokumentation. Et inert system er kun sikkert, hvis alle led – fra sugehoved til beholder – fungerer efter samme princip.

Implementeringen kræver typisk specialister, der forstår både ATEX, ACD og inert teknologi – herunder begreber som MIE (tændingsenergi) og MIT (tændingstemperatur). Fejl i konstruktionen kan betyde, at støvet stadig er aktivt, selvom man tror, det er neutraliseret. Derfor indgår der næsten altid test, validering og dokumentationsgennemgang sammen med leverandør og relevante interne eller eksterne parter.

Når systemet er i drift, starter næste fase: drift og vedligehold. Et inert system kræver korrekt påfyldning af væske, kontrol af niveauer, rengøring af filterkurve, kontrol af HEPA-filtre og løbende håndtering af slam eller væskeblanding. Driftssikkerheden afhænger i høj grad af procedurer og medarbejdernes forståelse for, hvorfor inert opsamling anvendes.

Fra falsk tryghed til reel sikkerhed

Inert teknologi er ikke en niche. Det er en vigtig del af virkeligheden i brancher, hvor støv og materialer ikke blot er brændbare, men også reaktive, selvantændelige eller elektrisk ledende.

ATEX-direktivet har i årtier været fundamentet for eksplosionssikring – og det har fungeret godt for mange applikationer. Men for visse materialer har certificeringen kun reduceret en del af risikoen. En ATEX-støvsuger kan være korrekt godkendt og stadig være uegnet til at håndtere reaktive metalpulvere, krudtstøv eller litiumstøv på en sikker måde, hvis støvet i sig selv kræver neutralisering.

Med EN 17348 og ACD-klassifikationen er inert teknologi nu tydeligere integreret i det europæiske regelsæt. Det betyder, at virksomheder i de kommende år bør revurdere deres eksisterende løsninger. Spørgsmålet er ikke længere, om inert er en frivillig tilføjelse, men om processerne og materialerne er af en type, hvor en inert støvsuger – efter en forsigtig risikovurdering og med afsæt i gældende standarder – er den mest ansvarlige løsning.

Hos Particulair arbejder vi dagligt med at hjælpe kunder med at vurdere deres nuværende udstyr, udskifte maskiner der ikke længere vurderes tilstrækkelige, og finde de løsninger, der giver både sikkerhed og dokumentation. Vi samarbejder med et akkrediteret laboratorium, der kan analysere støvets eksplosionsegenskaber – herunder MIE, MIT og Kst – i de tilfælde, hvor kunden ikke kender værdierne, eller hvor materialeleverandøren ikke kan fremskaffe tilstrækkelig dokumentation.

Vi tilbyder også serviceaftaler, der sikrer, at udstyret løbende vedligeholdes og lever op til certificeringens krav. Inert teknologi virker kun, når systemet er intakt – og regelmæssig service er forudsætningen for, at sikkerheden holder i praksis, ikke kun på papiret.

Er du i tvivl om, hvorvidt din proces kræver inert teknologi? Næste skridt er en konkret risikovurdering, der kobler materialeegenskaber, standardkrav og praktiske driftsforhold sammen – så certificering og sikkerhed hænger sammen både på papiret og i virkeligheden.

FAQ – typiske spørgsmål vi møder

Ordliste – centrale begreber

ACD (Applied to Combustible Dust)

Klassifikation i IEC 60335-2-69 for støvsugere til brændbart støv i områder, hvor risikovurderingen ikke giver anledning til ATEX-zonering. ACD-udstyr dokumenteres af producenten selv – der er ikke krav om certificering gennem notificeret organ.

APV (Arbejdspladsvurdering)

Dansk lovkrav om, at arbejdsgiveren skal vurdere arbejdsmiljøet, herunder risici ved eksplosionsfarligt arbejde. APV’en skal dokumentere, hvordan risici identificeres og håndteres, og skal opdateres løbende.

ATEX

Fællesbetegnelse for to EU-direktiver om eksplosionssikring: 2014/34/EU (krav til udstyr) og 1999/92/EF (krav til arbejdspladser). ATEX står for “ATmosphères EXplosibles” og danner grundlag for zoneklassifikation og udstyrscertificering i Europa.

ATEX-zoner (20, 21, 22)

Klassifikation af områder efter, hvor ofte en eksplosiv atmosfære kan opstå. Zone 20: konstant eller hyppigt til stede. Zone 21: kan forekomme lejlighedsvis under normal drift. Zone 22: forekommer sjældent og kortvarigt. Zonen bestemmer, hvilken udstyrskategori der kræves.

Eksplosiv atmosfære

En blanding af luft og brændbart støv (eller gas/damp) i en koncentration, hvor antændelse kan føre til eksplosion. Eksplosiv atmosfære opstår, når støvet er tilstrækkeligt fint fordelt og i tilstrækkelig mængde. Brændbart støv, der ligger stille, er ikke eksplosivt – men det kan stadig udgøre en brandrisiko.

EN 17348:2022

Europæisk standard for støvsugere til brug i potentielt eksplosive atmosfærer. Standarden specificerer krav til design, konstruktion, prøvning og mærkning, og introducerer opdeling i dry type, wet type og liquid collectors. Inert teknologi hører typisk til under wet type.

Ex-mærke

Mærkning på typeskiltet, der viser, at udstyret er vurderet til eksplosionsfarlige områder. Mærkningen angiver bl.a. kategori, zone, støvgruppe og temperaturklasse – fx “II 2D Ex h IIIC T85°C”. Ex-mærket er det synlige bevis på, at udstyret opfylder ATEX-kravene.

IEC 60335-2-69

International standard for sikkerhedskrav til støvsugere og støvudsugere, herunder klassifikation af støvklasser (L, M, H) og krav til ACD-udstyr. Standarden danner grundlag for både ATEX- og ikke-ATEX-støvsugere.

Kst (Støveksplosionsindeks)

Et mål for, hvor hurtigt trykket stiger under en eksplosion. Måles i bar·m/s. Højere Kst betyder en mere voldsom og hurtigere eksplosion. Sammen med Pmax bruges Kst til at klassificere støvets eksplosionsfare og dimensionere sikkerhedsforanstaltninger.

MIE (Minimum Ignition Energy)

Den mindste energimængde, der skal til for at antænde en støvsky. Måles i millijoule (mJ). For at sætte det i perspektiv: at gå hen over et gulvtæppe genererer 10-25 mJ – og fint titanstøv kan antændes ved under 10 mJ. Derfor er MIE afgørende for valg af sikkerhedsudstyr.

MIT (Minimum Ignition Temperature)

Den laveste temperatur, ved hvilken støvet kan antænde uden gnist eller flamme. Relevant ved vurdering af varme overflader, procestemperaturer og risikoen for selvantændelse i ophobninger af støv.

NFPA 484

Amerikansk standard for håndtering af brændbare metaller, herunder aluminium, magnesium, titan og zirkonium. NFPA 484 har i årtier beskrevet best practice for væskebaseret opsamling (immersion separators) og er en vigtig reference, også i europæisk kontekst.

Notificeret organ

Uafhængig tredjepart (fx IMQ, LCIE, RINA), der er udpeget af en EU-medlemsstat til at teste og certificere ATEX-udstyr. Notificeret organ er obligatorisk for udstyr til zone 20 og zone 21. For zone 22-udstyr kan producenten selv foretage vurderingen.

Pmax (Maksimalt eksplosionsovertryk)

Det højeste tryk, en støveksplosion kan generere i et lukket rum. Måles i bar. Pmax bruges til at dimensionere eksplosionsbeskyttelse som trykaflastventiiler og eksplosionssikre beholdere.

Potentialudligning

Elektrisk forbindelse mellem alle ledende dele i et system, så de har samme elektriske potentiale. Forhindrer gnister, der kan opstå ved berøring mellem komponenter med forskellig ladning. I inert systemer skal potentialudligning omfatte hele kæden fra sugehoved til beholder.

Pyroforisk

Materiale, der selvantænder ved kontakt med luft eller fugt uden ekstern antændelseskilde. Pyroforiske stoffer kræver særlig håndtering – typisk opbevaring og opsamling under inert atmosfære eller i væske. Eksempler er visse fint fordelte metalpulvere og kemiske forbindelser.

Selvcertificering (Modul A)

Producentens egen overensstemmelsesvurdering, hvor producenten erklærer, at udstyret opfylder de relevante krav, uden involvering af notificeret organ. Tilladt for ATEX kategori 3-udstyr (zone 22) og ACD-klassificeret udstyr. Dokumentationen skal stadig være på plads.

Statisk ledende

Materiale, der leder statisk elektricitet til jord og dermed forhindrer opbygning af ladning. I eksplosive miljøer er statisk ledende udstyr – slanger, poser, værktøj – afgørende for at undgå gnister fra elektrostatisk udladning.

Wet type / Immersion separator

Støvsuger, hvor støvet opsamles i et væskebad, som neutraliserer reaktivt eller selvantændeligt materiale. Væsken omslutter partiklerne og reducerer deres evne til at reagere med ilt eller udvikle varme. Betegnelsen “wet type” bruges i EN 17348.

Kilder og standarder

Europæiske og internationale standarder

DS/EN 17348:2022 – Støvsugere til eksplosive atmosfærer (Dansk Standard)

IEC 60335-2-69:2021 – Sikkerhedskrav til støvsugere (IEC)

NFPA 484 – Standard for Combustible Metals (NFPA)

Danmark – myndigheder og vejledninger

Arbejde i eksplosionsfarlig atmosfære (ATEX) – Arbejdstilsynet

Eksplosionsfarlige områder (ATEX) – Beredskabsstyrelsen

Polen – myndigheder og vejledninger

ATEX User – wymagania dla użytkowników – Urząd Dozoru Technicznego (UDT)

Zagrożenie wybuchem – klasyfikacja stref – Centralny Instytut Ochrony Pracy (CIOP-PIB)

EU-lovgivning

ATEX-direktivet 2014/34/EU – udstyrsdirektivet

ATEX-direktivet 1999/92/EF – arbejdspladsdirektivet